Vi kender det alle sammen, at man begynder at længes efter sol og varme, når vinteren går på hæld. Forårsmåneden marts er lige begyndt, og det lever i den grad op til at være et forårsmåned. Måske for første gang længe?
I London skinner solen og giver en dejlig varme, som har været oppe på de 20 grader. At solen viser sig på bedste vis kan især ses i parkerne, hvor folk samles for at nyde den.
Jeg har i de sidste par dage også benyttet mig af at nyde solens stråler. Det har resulteret i nogle længere gåture, is-spisning i parken og solbad på kirkens trappe. Man ville være et skarn, hvis man ikke nød det gode vejr imens det er der.
Nyder vejret – det gør jeg. Men for første gang nyder jeg også London. At bo, og leve her. Om det ene alene er solens skyld, at jeg føler glæde og energi, som giver mig mere mod på min tilværelse i London, skal jeg ikke kunne sige. Dog kan jeg sige, at det gælder om at nyde det der glæder én her og nu, og som gør hele livet en smule lettere.
Så lad os håbe, at vejret bliver ved med at vise sig fra sin bedste side, og at Gud hjælper lidt til deroppe 😉